Guide til Picasa

Guide til Picasa

Picasa 3 kan bruges til at holde styr på billeder og videoklip på computeren. Ofte er det svært at skabe sig et overblik over sine billededer, når de ligger i billedmappen på computeren. Dette resulterer i, at man får alt for lidt ud af sine billeder og ikke har samme glæde af dem, som hvis man fik dem ordnet i et album.

Heldigvis er der en god og gratis løsning på problemet.


Hvad kan det bruges til?

Picasa holder styr på alle dine billeder og giver dig adgang til hurtigt at oprette brugerdefinerede albums - ligesom et fotoalbum i reolen. Dine billeder kan redigeres og tillægges effekter, så du får det meste ud af dem.

En rigtig brugbar feature i Picasa er, at du kan dele dine billeder med venner og familie på nettet. Det er den letteste måde at fremvise feriebilleder eller dele fødselsdagsbilleder med de inviterede gæster. Hvis de selv bruger Picasa, kan de hente billederne direkte ned på deres computer!

En ny feature er, at man kan sortere sine billeder efter, hvilke personer der er med på dem. Picasa kan genkende ansigter, således at man kan få vist alle sine billeder af en person.


1. Installering af Picasa

Picasa hentes fra Google på denne adresse: http://picasa.google.com/

Klik på  [Download Picasa]

Der fremkommer en gul bjælke i toppen af skærmen, hvor der vælges [Hent fil]

Vælg herefter [Kør] og vent til filen er hentet og vælg herefter [Kør] igen. Hvis du bruger Windows Vista eller Windows 7, skal du tillade, at programmet installeres. Boksen fremkommer, og baggrunden bliver grå. 

Følg nu installationsprocessen ved først at acceptere Googles betingelser ved at vælge [Jeg accepterer]

Vælg nu, hvor Picasa skal installeres. Det anbefales at anvende den placering, der allerede er angivet. Klik [Installer].


2. Indhent dine billeder til Picasa

Picasa henter selv billederne fra din computer, dog tager den ofte for meget med, så du får mange ligegyldige billeder som clipart og tegninger med. Derfor er det en fordel at definere, hvor Picasa skal kigge efter dine billeder. Start først Picasa op og klik øverst på [Værktøjer] og herefter [Mappeadministration].

I boksen "Mapper, Picasa skal holde øje med" markeres [skrivebord] og herefter vælges knappen [Fjern fra Picasa]. Forsæt med at fjerne mapper, indtil "Mine billeder" og "Mine Videoer" er de eneste, der er tilbage. Klik herfter [OK].

Nu henter Picasa kun de billeder ind, som ligger i din billedmappe, og videoerne fra din videomappe.


3. Overblik over dine billeder

I sidebjælken til venstre er en række faner, som kan foldes ud ved at klikke på den lille pil til venstre for fanenavnet.

Fanerne betyder følgende:

Album

I denne fane finder du de albums, du selv har sammensat af dine billeder. Dette er beskrevet senere.

Personer

Picasa kan genkende ansigter, så her kan du vælge at se alle billeder af en bestemt person. Den øverste knap [Ikke navngivet] er alle de personer, du endnu ikke har givet et navn. Det er let at tilføje et navn til en person, således at personen kan findes igen. Klik blot på en person og skriv navnet på vedkommende nedenunder. Hvis Picasa ikke kender personen, kan du oprette en ny person ved at klikke på [Ny person]. Udfyld gerne e-mail, da det er smart, hvis det senere ønskes at dele billeder med vedkommende.

Personen optræder nu i fanen [Personer] i sidebjælken.

Ud for personnavnet vil hurtigt komme til at være et spørgsmålstegn med orange omkring. Det betyder, at Picasa har fundet et billede, der ligner, men ikke er helt sikker på, at det er vedkommende.

Klik på personens navn, og klik herefter på det lille spørgsmålstegn. Nu vises kun de billeder, Picasa er i tvivl om. Hvis personen er den rette, vælges det grønne tegn.

Tilføj alle de personer, du har lyst til.

Projekter

I denne fane vil dine projekter fremkomme. Det kan fx være en collage, der er lavet for en ferietur.

Mapper

Her er alle de mapper, du har i din billedmappe på computeren, listet. Efter dato vel og mærke. Hvis du importerer nye billeder ind i Picasa, vil de fremkomme med deres egen mappe i denne liste.


4. Import af billeder fra et digitalkamera

Ofte har man brug for at hente billeder og film fra sit digitalkamera ind på computeren. Det klarer Picasa også.

Klik på [Importer] øverst i venstre hjørne af Picasa.

Tilslut dit digitalkamera med det medfølgende kabel, eller stik hukommelseskortet direkte i kortlæseren i computeren.

Kameraet vælges øverst ved "Importer fra".

Billederne indlæses nu. Hvis et billede er blevet importeret før, vil der fremkomme et rødt kryds i hjørnet for at sikre, at billederne ikke hentes ind flere gange.

Under "Mappetitel" gives billedgruppen et navn. Undlad at bruge dato, da Picasa selv husker dette. Skriv fx sommerfest.

Under "Efter kopiering" vælges om man ønsker at slette billederne på kameraet. Det er ofte smart, da der så er plads til nye.

Herefter vælges [Importer alle]. Vent nu, mens Picasa henter dine billeder.


5. Uploading af billeder til sit webalbum

Picasa kan lægge dine billeder op på internettet, så du altid kan se dem, ligemeget hvor du er. Du kan også bruge det til at tage en sikkerhedskopi af dine billeder. Dog er du begrænset til 1000 mb gratis plads (1000 billeder).

Det kræver blot, at man har eller opretter en Google-konto. Det gøres på denne adresse: https://www.google.com/accounts/NewAccount?service=lh2

Indtast blot din e-mail adresse, og vælg et godt kodeord. For at andre kan se, hvem du er, skal du også udfylde for- og efternavn.

Når kontoen er oprettet, logges der ind i højre hjørne af Picasa. Lad Picasa huske dit kodeord, så du ikke skal indtaste det hver gang.

Vælg nu de billeder, du ønsker at lægge op i dit webalbum. Der kan fx markeres et album eller en mappe.

Klik herefter på [Upload] på værktøjslinjen i bunden af skærmen. I vinduet kan der tilføjes beskrivelse af albummet. Ens status på pladsforbruget kan ligeledes følges under "Din konto".

Ved "Synlighed for dette album" kan der vælges, om andre skal have adgang til albummet. Læs mere om dette i næste afsnit.

Afslut ved at klikke [Upload].

Du kan nu tilgå dine billeder fra enhver computer ved at klikke på denne adresse: http://picasaweb.google.dk og logge ind med din Google-konto.


6. Deling af billeder med andre

I Picasa er der mulighed for at dele sine billeder med andre via internettet, således at andre kan se dem ved at åbne deres internetbrowser. Ofte vil man sende linket til sine billeder i en e-mail, så de personer, der skal se albummet, blot skal klikke på linket i deres e-mail.

Ligesom webalbummet kræver det også en Google-konto at dele billeder med andre.

Vælg blot en mappe, et album eller marker nogle enkeltbilleder og klik på knappen [Del]. Der er 3 forskellige delingsmåder.

Offentligt

Ved denne indstilling har hele verdenen adgang til at se dine billeder. Det er smart, hvis du gerne vil dele billeder af en stor fælles begivenhed, som mange skal have adgang til.

Ikke offentligt

Alle kan også se dette album, hvis de har det eksakte link, som bliver skabt til netop dine billeder. Det vil sige, at man ikke kan finde albummet ved at søge på internettet, men kun kan se det ved at taste en specifik adresse. Denne indstilling er god, hvis man ikke ønsker, at alle skal have adgang til sine billeder.

Log på for at få adgang

Denne indstilling er for private billeder, som du kun vil dele med enkelte personer, som logger sig ind. Her får man den højeste sikkerhed, men det kræver også, at alle brugere har en Google-konto, før man kan se billederne.

I feltet "til" skrives e-mail-adresserne på de personer, man ønsker at dele billederne med. Hvis personerne er oprettet som kontakter, som ovenfor i persongenkendelse, er det nok kun at skrive navnet på personerne. I feltet nedenfor kan der skrives en besked til modtagerne, så de ved, hvad albummet handler om.


7. Oprettelse af fotoalbums

I Picasa oprettes der let fotoalbums. Vælg blot de billeder, du ønsker at samle i et album ved at holde [Ctrl] nede på tastaturet og markere billederne med musen. Billederne ligger nu i kassen nederst i venstre side. Klik nu på den blå bog til højre for billederne. Klik herefter på [Nyt album], hvis et nyt ønskes oprettet. Herefter kan albummet vælges, hvis nye billeder markeres. Hvis du ønsker at markere mange billeder på én gang, kan du fastholde de markede ved at klikke på den grønne tegnestift nederst i venstre hjørne.